Oplevelser, der sætter spor i sjælen

received_568043763544593

Hvilke oplevelser er det, der i livet sætter spor i ens sjæl og er med til at forme dig som menneske?

Det er måske ferier med mor og far, øjeblikkets sus i en gokart med fuld speed eller samtalen med en nær ven, hvor det hele stak lidt dybere. Det er også ofte oplevelser, hvor du er ude af din egentlig komfortzone, hvor du prøver noget nyt, eller giver dig selv fuldt ud. Det er når naturen gør indtryk, og stemningen fanger dig, eller når man deler strabasser eller stunder med andre og kommer ind på livet af hinanden.

For mange i vores univers sker det på vandet. Det gjorde det også for de 5 danske Zoom8 sejlere, der hen over nytåret tog på en 9-dages træningslejr i Palamos i Spanien. Træningen blev afholdt sammen med 17 andre Zoom8 sejlere fra Østrig som en træning til det kommende Europamesterskab, der afholdes der i påsken. Den danske Zoom8 klassetræner Bo Jarvig og hans kollega fra Østrig Stefan Hess styrede lejren i fællesskab med en af Spaniens bedste Europajolle sejlere Sergi Perezdela. Og netop de tre træneres input og forskellige måder at give det videre på var noget, sejlerne værdsatte højt. De perfekte forhold i Palamos gav sejlerne gode betingelser for at lære i massevis af timer på vandet i særdeles afvekslende vind og bølgeforhold.

“De tre bedste ting ved turen var fællesskabet (østrigerne inkluderet), den gode træning med trænere fra flere forskellige lande og de perfekte forhold at sejle/træne i. Jeg er meget taknemlig”.
Jesper Bergmann

Læring på flere planer
En Vinter-trainingscamp i Zoom8 byder på andet end hård træning på vandet. Al undervisning foregå på engelsk med et pift af nogle tyske gloser, hvilket til tider udløser stor morskab blandt sejlere og trænere, men også får nedbrudt frygten for at tale et fremmedsprog og for at lave fejl i udtalen. En søgen efter et ukendt ord afføder blot hjælp fra ens venner, og samtale og undervisning bliver bare sjovere.

”Jeg er blevet styrket rigtig meget i mine starter og har lært en masse om  bølgeteknikker, som jeg ellers ikke ville have lært hjemme i Danmark. Jeg fandt også ud af, hvor godt det er at sejle med hjelm på i hård vind og høje bølger. På land hjalp vi alle med indkøb, madlavning, oprydning og rengøring, og vi lærte alle hinanden rigtig godt at kende”, fortæller Kasper Kosloff.

received_569499706732332

En anden begejstret sejler, Simon Christoffersen, skriver efter turen:
”Igen mange tusind tak for en fed træningslejr og et godt initiativ. Jeg synes, at lejren har været en fed oplevelse for mig, dels for det brede udvalg af muligheder for at bl.a. træne de ting, som er mere svære at træne i Danmark, såsom de store dønninger, bølger og generelt de meget anderledes vejrforhold. Også de mennesker, som var omkring en, havde man god mulighed for at lære bedre kende, og selvfølgelig også at se nye ansigter. I de fire dage jeg var fraværende fra skole, synes jeg da også bestemt er betalt tilbage, med alt det fremmedsprog, jeg har talt og lært. Byen i sig selv var rigtig hyggelig og man har et bredt udvalg af hyggelige spisesteder, fede områder med gode stunder sammen med hinanden og lækre butikker med gode madvarer til indkøb. Lejligheden vi danske sejlere boede i lå med udsigt til vandet, og 1 minuts gang til vores joller på havnen. Til hver enkelt træner synes jeg det var fedt at se de anderledes måder og deres synsvinkler på, hvordan man kan sejle en Zoom8. Alt i alt synes jeg det har været super fedt at sejle og nyde alle de andre folks selskab, og mon ikke også det giver en god start på næste sæson ; )”.

Alle de unge sejlere var enige om, at udover alt det sejlertekniske, de har lært i løbet af dagene, så var fællesskabet både blandt danskerne, men også med østrigerne en rigtig værdifuld oplevelse. Og så har naturen igen gjort et stort indtryk på drengene. Udsynet fra altanen både morgen og aften var det smukkeste syn, udtrykker en af sejlerne. Og under sejladsens mere stille stund imponerede bjergene, der altid gav kulisse med et nyt flot syn. Det varmer en forælders hjerte, når de beskriver dette og ikke kun har oplevet naturen i de computeranimerede landskaber.

En tur med masser af kultur
Palamós er en lille hyggelig og afslappet by, hvor alt er indenfor gåafstand, og det autentiske emmer i de Catalanske gader, som byder på masser af gode restauranter og indkøbsmuligheder ligefra modetøj og sko til lokale specialiteter. Men vigtigst af alt så er det sikkert at færdes omkring i byen, hvilket gør den meget velegnet til en træningslejr som denne. Sejlerne fik derfor frit lejde til at gå på opdagelse og mærke den Catalanske kultur.

En nytårsaften i Palamós er en meget rolig affære, hvor det virker som alle indbyggere går tideligt i seng med håb om at sove meget længe på årets første dag. Fyrværkeri er ikke at se nogle steder på nær et sted nede ved stranden. Derimod afholdes der en kæmpe byfest på Hellige tre kongers aften med optog på Hovedgaden og i gågaden. Lejligheden lå kun 50 meter fra sejlklubben med den vildeste udsigt over havet, stranden samt byen. Og lige uden foran hoveddøren lå den lille Fiskerihavn med det åbne fisketorv og de spændende eksotiske fisk og skaldyr.

”De 3 bedste ting ved turen var at træne i et fremmed land og omgivelser, lære nye mennesker at kende og flotte solnedgange ud over vandet. Men det aller allerfedeste var at have en hverdag med det, man elsker allermest; nemlig at være på vandet i sin båd hver dag og træne” afslutter Kasper Kosloff.

Artikel af de fem sejlere, Bo Jarvig og Anne Hopmann