Altså sådan virkelig – ikke med at løsne en hård sejlerknude på dit skøde, men i en situation, hvor du har brug for det, kigger dig over skuldren og tænker; hjælp mig – hvem kan hjælpe mig? Og hvem vil? Spørgsmålet bliver gerne stillet i mor-barn-undersøgelser, Undervisningsministeriets trivselsundersøgelser og sikkert et par flere steder og har til formål at belyse ens netværk. For netværket hjælper – hvis du har et. Familien er naturligvis en del – og normalt den vigtigste del – af ens netværk, men derudover spiller som bekendt venner en stor rolle.

Et socialt netværk kan knyttes gennem både stærke og svage bånd, hvilket afspejler graden af kendskab, tilgængelighed, fortrolighed og støtte mellem personerne. Og det er i høj grad i de unges fritidsinteresser, at vi finder grobund for fællesskaber, der kan gødes, så netværket spirer.

Så svaret på hvor mange eller hvem, der ville hjælpe dig, hvis du virkelig fik brug for det, er måske; dem du har tilbragt timer sammen med. Og her har ikke kun kvalitetstid men også kvantitet en værdi. Men min pointe er, at ”timer på vandet” som vi ynder at sige – og selvfølgelig også ”timer på land” giver mulighed for at fordybe sig – i sporten og færdigheder som sådan, men også i fællesskabet, i nærværen, i fortroligheden til hinanden.

En tidslomme på vandet.
Et weekendstævne som vi lige har deltaget i blev af en forælder beskrevet som en tidslomme. Et univers for sig, som handler om fritidsaktiviteten, om sejladsen, om vindforhold, om det at vinde og tabe, om fælleskabet og venskaber. Så kan verden udenfor rase lidt videre. Verdenspolitik, arbejde, lektier og skole må vente – vi er inde i boblen for en stund og nyder nærværet.

Du kan sikkert opleve det i din klub – men disse weekender eller uger, hvor vi er til internationale stæver mærker vi lidt af barndommens gade, hvor ungerne leger på kryds og på tværs, mens vi drikker kaffe, nyder solen og måske (på trods af boblen) vender verdensituationen. Og mens vi betragter dette, så danner vores unge sejlere venskaber og sociale netværk, som måske er for livet eller bare for nu.

Så hvis ”ting tager tid”, kan man skænke det en tanke, hvordan man fastholder fritidsinteressen, hvor netværket gror. Hertil er der mange bud om hvordan man skaber sociale relationer og oplevelser, der handler om mere og andet end det, der foregår til den normale ugentlige træning. Der er gode bud på, hvordan man kan lytte til de unge og deres idéer, – om hvordan man kan tydeliggøre individuelle målsætninger og fejre dem, når de nås, – om hvordan man kan involvere de unge bedre eller skabe personlig udvikling for og med dem med ansvar og engagement.

Engagement skaber netværk
Ifølge Bo Jarvig, Dansk Zoom8 klubs landstræner, er støtte fra forældrene også en væsentlig succesfaktor for de unges fastholdelse. Af de mange, mange sejlere, han har oplevet, er der ikke én, der er gået gennem nåleøjet uden støtte hjemme fra. Heldigvis oplever han stadigvæk mange engagerede og aktive forældre, der bakker godt op om aktiviteterne, men tendensen til generelt færre voksne, der engagerer sig i børnenes fritidsliv, bekymrer ham.

Der er både brug for at forældrene opmuntrer og støtter deres børn i at kunne deltage fx i weekendstævner og andre arrangementer, men også bidrager med frivillig indsats og arbejdskraft for at få foreningslivets aktiviteter realiseret.

Vil forældre hjælpe?
En ny undersøgelse fra Syddansk Universitet peger på, at det er blevet sværere at få yngre voksne til at tage del i klubbens liv og aktiviteter. Andelen af 20-39 årige frivillige ledere i idrætslivet, er faldet fra 39 procent i 2004 til 24 procent i 2015. Samtidig melder 36 procent af foreningerne, at de har store problemer med at tiltrække frivillige ifølge rapporten fra Karsten Elmose-Østerlund, Center for Forskning og Idræt under SDU. (Politiken, 18.marts 2017)

Så når nu vi har spurgt de unge, er det måske tid til at spørge forældrene; hvordan mener I, at vi kan tiltrække, engagere og fastholde jer som aktive, deltagende forældre – for at fastholde de unge i deres fritidsaktivitet for at skabe grobund for et godt netværk, der ville hjælpe dem, hvis de fik brug for det?

Af Anne Hopmann