Jeg er nok ikke den eneste, der en gang i mellem tænker ”gisp så røg der lige et par tusinde igen til ungernes sport”. Nogle gange er grebet ned i pengepungen lettere, andre gange måske endda ganske smerteligt. Mange gange er jeg på det kraftigste blevet frarådet at summere årets stævneudgifter, broafgifter, benzin, fællesmad, medlemsskaber i såvel klub som klasseorganisation osv.

Derfor slugte jeg også denne Facebook-historie fra Jodie Lynch råt og uforsødet, der poppede op, netop som jeg havde betalt for en stævnetilmelding inkl. hytter, pak-selv-madpakker og hvad der ellers hørte til. Den fortjener at blive delt:

(frit oversat)

En af mine venner spurgte “Hvorfor betaler du så mange penge for at dine børn går til deres sport? Der måtte jeg komme med en tilståelse: Jeg betaler ikke for, at mine børn kan dyrke sport. Personligt er jeg ligeglad med, hvilken sport de udøver.

Så hvis jeg ikke betaler for sporten, hvad betaler jeg så for?

– Jeg betaler for de øjeblikke, hvor mine børn bliver så trætte, at de ønsker at holde op, men ikke gør det.

– Jeg betaler for de dage, hvor mine børn kommer hjem fra skole og er “for trætte” til at gå til deres træning, men de går alligevel.

– Jeg betaler for, at mine børn lærer at være disciplineret, fokuseret og dedikeret.

– Jeg betaler for, at mine børn lærer at tage vare på deres krop og udstyr.

– Jeg betaler for, at mine børn lærer at arbejde med andre og at være gode holdkammerater, nådige i nederlag og ydmyge i succes.

– Jeg betaler for dét mine børn lærer ved at håndtere skuffelse, når de ikke får den placering eller pokal, de havde håbet på, og stadigvæk går tilbage uge efter uge og giver det deres bedste skud.

– Jeg betaler for, at mine børn lærer at definere og opnå mål.

– Jeg betaler for  at få mine børn til at respektere, ikke kun sig selv, men også andre sportsudøvere, embedsmænd og trænere.

– Jeg betaler for at mine børn lærer, at det tager timer og timer, år og års hårdt arbejde og træning for at skabe en mester, og at succes ikke sker natten over.

– Jeg betaler for at mine børn kan blive stolte af små bedrifter, og arbejder hen imod langsigtede mål.

– Jeg betaler for den mulighed mine børn får til at kunne få livslange venskaber, skabe livslange erindringer og for at de kan være så stolte af deres resultater, som jeg er.

– Jeg betaler, så mine børn kan være ude på banen i stedet for foran en skærm …

… Jeg kunne fortsætte, men for at gøre det kort; jeg betaler ikke for en sport. Jeg betaler for de muligheder, sport giver mine børn med at udvikle egenskaber, der vil tjene dem godt i hele deres liv og give dem mulighed for at berige andre. Fra hvad jeg har set og oplevet ind til videre, synes jeg; det er en fantastisk investering!

Af Anne Hopmann